Herunder finder du beskrivelser af TÅGEKAMMERETs tilbagevendende arrangementer. Find datoer i kalenderen.

Fester

Stiftelsesfest

Stiftelsesfesten afholdes normalt i starten af oktober. Der er tradition for, at CERM til denne fest skal vise sine evner indenfor alkoholindtagningens kunst. Disse evner vises offentligt og til alles glæde og alle opfordres til at skåle med CERM hele aftenen igennem. Det er desuden den nye bestyrelses første fest og er derfor et godt pejlemærke til, hvor standarden vil ligge til årets kommende fester.

Julefest med revy

Et halvt år er gået og afsluttes på manerlig vis med et brag af en julefest med tilhørende revy. Det bliver uden tvivl sjovt.

Kyndelmissefest

Her er der mulighed for at møde ukendte piger, idet festen afholdes sammen med en festforening med en fornuftig kønsfordeling. Så kom glad!

Karnevalsfest

Ved denne lejlighed får universitetets studerende lov til at være særlig kreative. Det går helt op i hat, briller og kostumer, der er nemlig priser for den bedste udklædning. Festen afholdes sammen med andre festforeninger.

Majfest med revy

Forårsfesten sluttes af med et kæmpe brag. Du har kæmpet med studiet i næsten et år og det skal fejres! Det gør vi med stor fest og sjov revy. Desuden vil der rent faktisk være lyst udenfor når man går hjem.

Andre arrangementer

HSTR

Hemlig Skovtur Til Rønde. En løvfaldstur med hemmelig destination (Rønde) for hængerne. Et arrangement, som bruges til at forkæle de mennesker, som ud over BEST/FU også hjælper til i foreningen. Øl og biksemad serveres løbende (biksemaden undtaget).

Reception

To gange årligt inviteres der til smørrebrød, portvin og en hyggelig eftermiddag på TÅGEKAMMERET. Alle er velkomne til at besøge kammeret og få indblik i, hvad foreningen står for.

BODYCRASHING

Bræk. Og Desuden Yder Cerm Rationel Afskaffelse af Sultne Homo sapiens I Naturvidenskabelige Gemakker. Berømt og berygtet. Folk konkurrerer mere eller mindre frivilligt i kunsten at indtage mad og drikke på tid. Der vil uden tvivl være bræk involveret.

Foredrag x4

TÅGEKAMMERET holder fire foredrag om året, som ikke nødvendigvis er kedelige. Foreningen er mestre i at hive nogle spændende og interessante mennesker ind, som fortæller om aktuelle begivenheder. Det forlyder sig, at bestyrelsesårets sidste foredragsholder altid er en kendt person.

VKF

Verdens Kedeligste Foredrag. Vi udfordrer respekterede forelæsere til ikke at sige noget spændende i 20 minutter. Der er fikse præmier og hæder på spil. Og bare rolig, det er alt andet end kedeligt, så kom, støt op og hep, din forelæser er muligvis med.

SØØL

Russernes første kontakt med TÅGEKAMMERET Der drikkes øl ved søen. Nogle gange flyttes søen indenfor.

Rushyg

Her hygger russerne sig med deres tutorer og giver igen af samme skuffe.

TK-open (Örlludo)

Ved denne lejlighed mødes man og spiller en masse spil. Højdepunktet er normalt finalen i ludoturneringen. Her nydes gerne en pils eller flere. FORM har som dommer altid rat.

Mærkedage og spas

Juleklip

PR holder to hyggelige arrangementer på kammeret i løbet af året. Her har hun endelig mulighed for at træde i karakter og få lov til at bestemme ting helt selv. Oftest bestemmer hun dog, at folk skal hygge sig og klippe pynt, mens hun servicerer folk med lækre sager og varme drikke.

Luciaoptog

En virkelig god undskyldning for at gå i kjole og synge falsk. Foregår i december med FUAN i spidsen som Luciabrud.

FUløb

Den sædvanlige løbeseddelsrute løbes igennem ved supersoniske hastigheder og under streng observation af dommere. FUerne må bestikke, snyde og kaste sig igennem de gange, de normalt deler løbesedler på. Vinderen vinder.

Æggepustning

Se Juleklip.

MatLaBotaniskhave

Vi tager en tur ned og hygger i Botanisk Have. Der bliver hygget med smørrebrød og en enkelt øl eller to. Hvis vejret ikke makker ret, så sætter vi os ind i MatLab i stedet.

Hængergrill

Overskydende penge og taknemmelighed brændes på på grillen af hængere og for hængere i løbet af sommeren. En forholdsvis ny tradition for at takke de af foreningens medlemmer der har ydet stor hjælp til årets øvrige arrangementer.

Generalforsamling

Den gamle bestyrelse takker af sammen med FestUdvalget og den nye bestyrelse vælges på demokratisk vis. FUerne vælges ved samme lejlighed.